|
 Torsdagens konkurrencer ved Falsterbo Horse Show bød på de første kvalifikationsrunder i springning samt finalerunder for 6 og 7 års dressurheste.
Desværre blev det ikke til nogen top-placeringer i dressurklasserne, men i stedet placerede de danske ekvipager sig i midten af begge finalerunder. I 6-års klassen var Danmark repræsenteret ved hoppen Chich efter Carano med Susanne Barnow i sadlen og Blåhøjs Lazander med Jim Rasmussen. Chich opnåede en samlet point-score på 68,381% hvilket rakte til en 5. plads blandt de 10 kvalificerede til finalerunden, mens Blåhøjs Lazander måtte nøjes med 63,142% og en placering som nummer 10. I finalerunderne modtager alle ekvipager doteringer og Susanne Barnow kunne derfor indkassere en præmiecheck på 2.000 SEK mens Jim Rasmussen modtog 1.000 SEK.
Hos 7-åringene gik det en anelse bedre for de danske ekvipager, her blev vallakken Marron efter Michellino med Long Bang på ryggen nummer 4 med 66,750% og Cardeur efter Caprilli og Rasant med Camilla Lunderskov i sadlen nummer 6 med 64,916%. I modsætning til 6-års klassen modtog kun de 5 bedstplacerede ud af de 10 kvalificerede i finalerunden doteringer, og Long Bang modtog derfor en præmiecheck på 3.000 SEK.
Udover dressurfinalerne gik starten for springkonkurrencerne også torsdag og Danmark var flot repræsenteret i 7 og 8 års kvalifikationsrunden ved bl.a. Lars Bak Andersen og den 7-årige holstener hingst Nekton efter Nimmerdor og Coriano, Linnea Ericsson og dansk varmblods hoppen Cha Cha Z, Camilla Enemark og den 8-årige dansk varmblods hoppe Midnight Dance m.fl.
Links:
|