|
Vagn Thorup annoncerede i går morges at "the show must go on", da stævnepladsen kort for inden var blevet ramt af et voldsomt uvejr.
Lørdagens første klasse der skulle starte kl. 7.00 blev aflyst da stævnepladsen blev ramt af et voldsomt stormvejr kun 15 minutter før klassens start. Stormen havde væltet en del af de lejede stævnebokse, der var opstillet på en mark i nærheden af ridecentret CapaCity i Fredensborg. Uvejret forårsagede at en række ponyer og heste blev fanget i de væltede konstruktioner og mere end 10 heste og ponyer er efterfølgende blevet behandlet af de tilkaldte dyrlæger fra Charlottenlund Hestehospital.
Alle deltagere, officials og frivillige blev kald til den væltede stævnestald for at hjælpe med at redde de nødstede ponyer og heste ud af kaoset.
På trods af de voldsomme begivenheder kom ingen ponyer, heste eller mennesker yderligere til skade og præsident for Baltic Cup, Vagn Thorup, annoncerede at "the show must go on" og at stævnet ville forsætte med få ændringer til planen.
|