Dansk Rideforbunds tilbud om online stævnetilmelding er blevet modtaget med kyshånd af både arrangører og stævnedeltagere og er samtidig en guldgrubbe for forbundet.
Den nye online tilmelding har i 2008 været brugt 11.800 gange hvilket svarer til 38.600 starter fordelt over hele året. Et hurtigt regnestykke oplyser at det nye tilmeldingssystem har sparet stævne-arrangørere for 4.200 arbejdstimer eller ca. 114 arbejdsuger. Den sparede tid skyldes hovedsagligt at man ikke længere modtager tilmeldinger per brev og betaling via netbank eller checks. Som en følge af online tilmelding har de fleste stævne-arrangørere valgt at rykke tilmeldingsfristen så det nu er muligt at melde til helt frem til ugen før stævnet løber af stablen. Tidligere var tilmeldingsfristerne helt op mod 1 måned før stævnet.
Udover at være en ubetinget succes for de frivillige har det vist sig at være en guldgrubbe for rideforbundet. Hver eneste tilmelding der sker via tilmeldingssystemet betaler et administrationsgebyr der ubeskåret går til rideforbundet. Det administrative gebyr er på 20,00 kr. per tilmelding. Et forholdsvis beskedent beløb per tilmelding, men samlet set svarer 11.800 tilmeldinger til en indtægt på 236.000 kr. Hvis man som stævnedeltager bliver forhindret i stævnedeltagelse og er berettiget til at få stævnegebyret tilbage skal man ikke forvente at få det administrative gebyr tilbage. Købsbetingelserne hos rideforbundet siger nemlig at det er klubben der skal refundere gebyret og rideforbundet har ret til at beholde det administrative gebyr til dækning af omkostninger ved dankort-betalingen.
Opret et brugernavn på Hestebasen.com helt gratis »