Mange af os går med tanken om at vinde i lotto, men hvor langt når man egentlig indenfor rideverdenen med en lotto gevinst på 10 millioner.
Med en lotto gevinst på 10 millioner kroner (10.000.000 kr.) vil de fleste hesteelskere kunne få deres drømme opfyldt. Midt i finanskrisen kigger hestebasen.com fremad og ser på hvordan en sådan gevinst hurtigt vil kunne få ben at gå på i ridesporten.
For at kunne sætte gevinsten til livs vil jeg lige sætte tingene lidt i perspektiv: Personligt er jeg amatørrytter der køber hestene unge og rider dem op indtil mine evner ikke rækker længere. For tiden rider jeg 130 cm klasser til landsstævner i mit nærområde. Sporten er en hobby for mig, men på sigt vil jeg gerne udvide ridestedet og bestanden af konkurrenceheste.
I denne artikel vil jeg derfor kigge på følgende:
- Køb af grund til ridested
- Bygning af hus
- Bygning af ridehus
- Bygning af stald
- Opsætning af folde
- Etablering af ridebane
- Køb af lastbil
Vi antager at alle godkendelser fra kommunale myndigheder og naturfredningsnævn er på plads og sker uden komplikationer.
Køb af grund til ridested
Vil man bygge et ridested er man nødt til at have en grund. Grunden skal være stor nok til at kunne rumme alle nødvendige faciliteter - og specielt være stor nok til at have gode folde. Minimumskriteriet i undersøgelsen er derfor en grund på 30.000 m2. Efter at have kontaktet forskellige ejendomsmæglere har jeg fundet en perle på hele 8,61 HA (eller 93.231 m2) altså væsentlig mere end hvad der var planlangt. Prisen for ejendommen er 1.995.000 kr. Ejendommen ligger centralt i Jylland, nærmere betegnet ved Skanderborg tæt på by og med kort afstand til motorvejen.
Pris 1.995.000 kr.
Bygning af hus
Huset på ridestedet er ikke så vigtigt for mig, men alligevel har jeg en række kriterier der skal opfyldes - f.eks. skal der være masser af vinduer som kan vendes ud mod folde og marker, huset skal være ca. 200 m2. En hurtig rund spørge hos forskellige byggefirmaer giver os ikke en eksakt pris, da alle tager ønsker at se en konkret sag før de udtaler sig. I stedet har jeg set på en pris-statistik baseret på priser indrapporteret af faktiske byggerier. Disse priser findes på www.byggeside.dk og dækker over byggerier fra 2004-2008. Gennemsnitsprisen for 200 m2 inkl. alt ligger på 2.750.000 kr.
Pris 2.750.000 kr.
Bygning af ridehus
Et ridehus skal der til, og hvis man selv kan bestemme så vil man da gerne have det så stort som overhovedet muligt. Efter de seneste kommunale stramninger skal der meget til for at få lov at opføre mere end 20x40m haller i privat regi, men det ser vi bort fra og drømmer os frem til en 30x80m så burde vi være fremtidssikret. Vi har kontaktet Dansk Halbyggeri A/S og fået fortalt at en tommelfingerregel omkring byggeri af ridehaller er ca. 1.000 kr. per m2 inkl. barriere, ridehusbund, tømrerarbejde, støbearbejde osv. Det betyder at ridehallen vil løbe op i den nette sum af 2.400.000 kr. En hal med målene 20x40m vil koste ca. 800.000 kr. og en 20x60m hal vil koste ca. 1.200.000 kr.
Pris 2.400.000 kr.
Bygning af stald
Den nye stald skal naturligvis leve op til lov om hestehold samt være anvendelig i det daglige - både hvad angår udmugning og fodring. Når man vælger stald er der to muligheder enten at bygge en fast stald og sætte bokse op - eller købe en udestald. Jeg vælger begge dele, den faste stald skal bruges til ridehestene mens en mindre udestald skal bruges til løsdrift for unghestene. Udestalden til løsdrift kan leveres af JV Handel for knap 85.000 kr. og måler 5,1x18m hvilket svarer til lidt over 90m2. Den faste stald skal bygges i forbindelse med ridehallen. Jeg forestiller mig en række gode solide bokse med en dybde på 4m samt en god bred staldgang på 3m - det giver en tilbygning på ridehallen på knap 560m2 og med en byggepris a' 500kr per m2 bliver det 280.000 kr. Opføring af bokse inde i stalden kan JV Handel gøre til en pris af ca. 10.000 kr. per boks for Pro-Box1 Roosen Hestebokse i fuldsvejsede rammer. Da stalden primært vil være til privat brug og evt. et par enkelte opstaldede tænker vi 15 bokse - hvilket giver 150.000 kr. for boksene.
Pris 515.000 kr.
Opsætning af folde
Foldene omkring det nye ridested skal være solide og så vidt muligt vedligeholdelsesfrie. Derfor vælges et Dallas Hegn fra PitHegn.dk. Dallas Hegn leveres med løse bomme på 3m i længden til en pris af 70 kr. per stk. mens pælene koster 181,25 kr. per stk. Da det er et større tegne- og regnearbejde at designe folde vil jeg blot afsætte 250.000 kr. eller det der svarer til 1750 bomme og 675 bomme. Det samme hegn fra foldene går igen på ridebanerne og er inkluderet i de 250.000 kr.
Pris 250.000 kr.
Etablering af ridebane
For at kunne udnytte pladsen bedst muligt har jeg planlagt en sandbane med målene 50x60m. Det gør det muligt at tegne en 20x60m dressurbane samtidig med at der stadig er plads til at sætte spring op på resten af pladsen. Bunden skal være solid og brugbar til både spring og dressur og valget er indtil videre faldet på en Posner bund. Bunden kan leveres til en ca. pris a' 43,75 kr. per m2, hvilket svarer til en samlet pris på 131.250 kr.
Pris 131.250 kr.
Køb af lastbil
Lastbiler ved jeg ganske enkelt intet om. Jeg ved at jeg gerne vil have en med living i, der skal være plads til minimum 4 heste - og den behøver ikke at være ny. Et hurtigt kig på diverse netsider, bl.a. lastbilnettet.dk og dba.dk siger at et budget på 500.000 kr. vil være fornuftigt til at anskaffe en lastbil der overholder mine krav.
Pris 500.000 kr.
Opsummering
Summerer vi priserne sammen når vi den nette sum af 8.541.250 kr. - og det betyder at vi har knap 1.500.000 kr. tilbage. Denne sum kan bruges til de udgifter der ikke lige er tænkt ind i ovenstående overvejelser - samt indkøb af et par ungheste samt hopper til ifoling. Alle indkøbene ovenfor kan skaleres, f.eks. kan man vælge at købe en mindre og billigere grund, et mindre og billigere ridehus, osv. På den måde kan man godt tilpasse ridestedet til lige præcis de drømme man måtte have.
Og vupti - så har vi brugt 10 millioner kroner!
Opret et brugernavn på Hestebasen.com helt gratis »