Fristen for betaling af rytterlicens for 2005 er den 28. februar 2005.
Afdeling Sport har herefter besluttet med virkning fra 1.1.2005 at ændre ordlyden i § 145 i almindelige bestemmelser således:
Rytterlicens:
1. For at kunne deltage ved A-, B- og C-stævner skal rytteren, ud over at være medlem af en klub under Dansk Ride Forbund, være i besiddelse af en gyldig rytterlicens, udstedt af Dansk Ride Forbund.
2. Ryttere, der er fyldt 12 år, eller som fylder 12 år i løbet af stævneåret, skal have aflagt den særlige licensprøve, før de kan erhverve rytterlicens. Undtaget fra denne bestemmelse er ryttere, der løser fornyelseslicens, og som er fyldt 12 år den 31. december 2003.
3. Rytterlicensen fornyes hvert stævneår og betales med et gebyr fastsat af Dansk Ride Forbund og offentliggjort i Midlertidige bestemmelser pkt. 986.
4. Nordiske statsborgere, der har rytterlicens i deres hjemland, kan starte jf. pkt. 118.3.
5. Udenlandske statsborgere, der ønsker at starte i danske stævner, uanset stævnetype, skal være i besiddelse af en af Dansk Ride Forbund udstedt gæstelicens (pkt. 118.4).
6. Prisen for gæstelicens offentliggøres hvert år i Midlertidige bestemmelser pkt. 986.
7. Udenlandske statsborgere, der har bopæl i Danmark og hvert år vælger at starte i Danmark, kan opnå dansk rytterlicens efter reglerne i pkt. 145.1-3. Udenlandske statsborgere, der kan dokumentere, at de har haft rytterlicens i et andet land end Danmark kan opnå dansk rytterlicens efter reglen i pkt. 145.1-3.
8. Ryttere der pr. 1. januar 2005 er fyldt 18 år og kan dokumentere, at de tidligere har været i besiddelse af rytterlicens, kan generhverve rytterlicens uden at aflægge licensprøverne. |
|
|