Torsdag den 7. til søndag den 10. juli 2005 inviterer BROHOLM til DM i dressur.
Sportsligt bliver stævnet et tilløbsstykke, idet alle danske ryttere fra udlandet kommer til start. I skrivende stund regnes med mellem 25 og 30 DM-starter, og det er ny dansk rekord. Der bliver meget at ride om, for holdet til EM i Moskva udtages på Broholm.
Også i år er alle sejl sat til for at gøre DM i Dressur på BROHOLM spændende og festligt for hele familien. Lørdag og søndag vil publikum blive kørt i hestevogn mellem parkeringspladsen og hovedindgangen, og turen er gratis. De fantastiske BROHOLMER hunde og deres ejere får man en sjælden lejlighed til at hilse på og i de smukke rammer i Den nordlige Park er der en stor udstilling af hestetrailere, hestetransportere, løbebånd, hestevogne, malerier, foder og engelske støvler.
I år får man stillet tørst og sult i det store cafeteria, ved grillen eller i champagnebaren, som også serverer små lækerier. Er man mere til det søde, kan man også købe frisk brændte mandler.
Der vil desuden være mannequinopvisning fra ANKY, opvisning ved BROHOLMER Selskabet og indslag fra DV.
Torsdag aften foregår lodtrækningen til DM i Thorvaldsensalen ved en lille reception i overværelse af sponsorer, presse og dommere. DM dømmes i år af Bernard Maurel, Frankrig, Trond Asmyr, Norge, Hanne Valentin, Kirsten Søgaard og Leif Tørnblad - alle Danmark.
Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte har allerede meldt sin ankomst!
Forsalg af billetter og siddepladser kan ske gennem Hoffmanns Rideudstyr, Odense, telf. 66.l4.60.49. Se desuden www.broholm.dk. og www.broholm-rideklub.dk. |
|
|