Det er med stor sorg, vi netop har modtaget oplysningen om, at Ulrich Nedergaard er død i går kun 59 år gammel. Vore tanker går til familien ikke mindst til hans hustru Xenia, som aktivt støttede ham i alle de store opgaver.
Ulrich Nedergaard er kendt af stort set alle hestefolk i Danmark. Han har gennem mange år ydet en stor indsats for Dansk Varmblod, ikke mindst som en bærende kraft, idémand og speaker ved Gallashowene i forbindelse med den årlige Hingstekåring i Herning. Han illuderede uforglemmeligt som kejseren i natskjorte i H.C. Andersens ”Kejserens nye Klæder”. Lige så uforglemmeligt var synet af ham i tværstribet badedragt fra tyverne. Han var altid en festlig showmaster.
Herudover er Ulrich Nedergaard kendt som hovedspeaker ved Roskilde Dyrskue og utallige er de rideklubber, der har brugt ham som speaker ved små og store ridestævner, og han var ligeledes en sikker kraft ved World Cup stævner i dressur og springning.
Ulrich Nedergaard har i sin karriere i hesteverdenen en årrække været regionsformand for Dansk Varmblods region 1 og han var en overgang medlem af Dansk Varmblods hovedbestyrelse.
Han vil blive savnet som redaktør af ”Hestebladet”, hvor han som lederskribent aldrig var bange for at tage også kontroversielle emner op til debat. At han heller ikke veg tilbage for at sætte sig op på en hest, vidner flere artikler i Hestebladet om.
Ulrich Nedergaard havde sine meningers mod, men også altid overskud til et glimt i øjet. Han var en farverig personlighed, som også i kraft af sin malmfulde røst ragede op over menigmand. Hans død bliver et stort tab for hesteverdenen.
Med venlig hilsen
DANSK VARMBLOD
Lars Anthony
Administrations- og marketingchef